Syditalien

De første italienere var syditalienere. Da grækerne gik i land i Syditalien 750 f.Kr., havde området været beboet i omkring 4000 år af stammer østfra. Syditalien adskiller sig især fra det øvrige Italien, da den græske fortid lever i sproget, arkitekturen, i kunst og i maden.
Desuden er Syditalien primært kendetegnet ved at have et varmt klima og at være mindre fremskredent end resten af Italien. Norditalien er væsentligt mere udviklet og her ses der i større grad industri og private virksomheder, hvor Syditalien er mindre udviklet og domineret af landbrug.
Gennemsnitsindkomsten i Syditalien er under 60% af indkomsten i Norditalien. Indkomsten i Syditalien er på omkring 16.000 euro pr. år, hvor Norditalien tjener omkring 40.000 euro pr. år.
I Syditalien er lokalbefolkningen karakteriseret ved at være meget imødekommende og at tage tingene i et afslappet tempo (hvilket dog ikke gælder deres kørestil).
Syditalien er også kendt for deres mangfoldighed, deres skønne natur og lækre råvarer.

Syditalien rummer størstedelen af Italiens kyststrækning og det er her man finder landets største bjerge. Syditaliens største by er Napoli, med 1,5 millioner indbyggere.

Dominerende for det sydlige Italien er, at byerne er delt i to; de tusindår gamle landsbyer i bjergene (de montagne) og de nyere landbyer ved kysterne (di mare).

Erhvervsmæssigt er Syditalien primært kendt for fødevareproduktion, fiskeri og turisme.
Vin, olivenolie og specialiteter som ost, pølse, skinker mv. er bare få af de mange lækre produkter, som Syditalien er kendt for. Disse produkter eksporteres til Norditalien og udland.
Et gennemgående træk i det Syditalienske køkken er friske råvarer. Fattigdom har medført, at der i Syditalien ikke er et stort forbrug af sukker og fedt – men i stedet friske råvarer og grøntsager i massevis. I Syditalien ligges der meget vægt på smag og kvalitet.
Ved kysten spiser de meget fisk og skaldyr – i bjergene spiser de gerne tungere mad, som svampe, lam og får.

Naturen i Syditalien kan være frodig og grøn, men den kan også være varm og tør. Der er mange bjerge og oftest er der en dejlig kølig temperatur på vej op af bjergene. I Syditalien er der en del vulkaner, hvor to af de større er; Vesuv ved Napoli og Etna på Sicilien.
Selvom at store dele af Italien er helt fri for turisme og store dele af landskabet er uberørt, rummer Syditalien nogen af verdens mest kendte turistmål; Amalfikysten, Napoli-bugtens øer; Capri, Ischia og Procida og det antikke Pompeji.

Lige så køligt der kan være på toppen af bjerget – lige så varmt kan der være ved kyststrækningen om sommeren.
Der er mildt om vinteren og sneen falder fra oktober til november.
Perioden fra maj til september er tørketid og resten af året er nedbøren ujævnt fordelt.

Havet er klokkeklart og er fyldt med eksotiske fisk, blæksprutter og alverdens skaldyr.
Desuden findes der i Syditalien brune bjørne, ulve, vildsvin, krondyr, firben, gekkoer mv.
I Syditalien findes 10-12 nationalparker.

I Syditalien er færdselsreglerne til for at blive overtrådt. Syditalienere kører forfærdeligt og så alligevel imponerende godt. Ingen overholder hastighedsgrænserne – man kører ofte i nødsporet for at komme forbi og kører hurtig zig-zag gennem trafikken. Det italienske politi kører som ofte lige så ringe og det er sjældent at man ser nogen blive stoppet.

Calabrien

Calabrien er én ud af tre regioner i Syditalien. Syditalien består af de tre regioner; Basilicata, Calabrien og Puglien. Calabrien udgør ”støvlesnuden” i Italien. Calabrien dækker omkring 15.000 km2 og har en befolkning på omkring 2 millioner indbyggere.
Historisk set, var Calabrien et af Middelhavets vigtigste knudepunkter for handel.
De lokale i Calabrien mener at regionen egner sig til to slags mennesker; de indfødte og eventyrerne. Kunstskattene og den ægte italienske kultur gemmer sig rundt omkring i de små landsbyer.

Nogle af Italiens bedste badefedesteder ligger i Calabrien. Regionen er den tyndest befolkede og fattigste region i Italien. Calabrien er kun adskilt fra Sicilien med det smalle Messina-stræde.
Man kan kun komme til Sicilien med færge, men der har gennem årtier været snak om at der skulle bygges en bro fra fastlandet til Sicilien. Der er dog mange kritikere af broen, der bl.a. er bekymrede for jordskælv og for havmiljøet.

calabrien

Langs kysten er der lækre badestrande over alt. 

 

Ingen by i Calabrien ligger mere end 50 km fra vandet. Langs kysten myldrer det frem med marinaer, sommerhuse og italienske barer. Det har dog ikke altid været sådan – tidligere søgte man væk fra kysterne, da bl.a. pirater og voldelige lykkejægere søgte til og udnyttede områdets frugtbarhed.

Området er ikke præget af turisme, hvilket giver det et meget autentisk præg. Regionen har gjort meget for at bevare naturen og har tilmed en del nationalparker.
Er man kulturelt anlagt, byder de større byer også på museer, teater og gastronomi. Hertil kommer landsbyernes markeder og diverse gamle italienske traditioner.

I Calabrien er de vigtigste ressourcer; oliven, citrus og vin. Vinen stammer tilbage fra dengang hvor grækerne gik i land i Syditalien – her havde de vinstokke med, og efterkommere af disse findes stadig i Calabrien. Blandt de mere kendte vine fra området kan nævnes Ciró, Melissa, Lamezia og Bivongi. I regionen er der masser af små vingårde, hvor man kan købe lokal vin og olivenolie for få penge. Calabreserne elsker chili (peperoncino) og er meget stolte af den. De kommer det i alle retter de kan komme til og gerne i deres desserter også.
Blandt specialiteter i Calabresisk madkunst finder man bl.a. fisk fra de omkringliggende have, oste af gede- og komælk, vin, olivenolie, figner, nødder, frugt mm. Området er rigt på lækre råvarer. Selvfølgelig finder man også de klassiske italienske retter som pasta, pizza, antipasti mm.
Calabrien er Italiens næststørste producent af olivenolie og er en af Europas førende producenter af citrusfrugter.

Calabrien har tre internationale lufthavne; Lamezia Terme, Crotone og Reggio de Calabria.
Der er gode motorvejsforbindelser i Calabrien.

Badolato

Badolato er en lille by i Calabrien, der i år 2013 havde en population på omkring 3000.
De fleste landsbyer langs kysten er delt i to; den ved havet (di mare) og den på bjerget (di montagne). Dette gør sig også gældende for Badolato, der er opdelt i Badolato di mare og Badolato di Montagne. Badolato di Montagne blev grundlagt i 1080 af Hertugen af Calabria, Roberto Guiscard. Byen blev hurtigt et populært stoppested for de første korstog i slutningen af det 11. århundrede og ifølge legenden har tempelherrerne anvendt Badolato som base og muligvis endda også som skjulested for den hellige gral.
Byen er bygget i klassisk stil for den tid; mange små huse på et lille areal bag høje beskyttende mure. Det var ved lov vedtaget, at man ikke måtte have haver indenfor murene. Så dengang som i dag så man hver dag bønderne vandre ud til de små jordlodder omkring byen.
Byen har ikke mindre end 12 kirker, og den særlige renhed af kildevandet i byen har givet anledning til rygter om, at der løber helligt vand under den. Selv den dag i dag tager mange lokale vejen og de 200 højdemeter op til den bjergkam, som byen ligger på, for at fylde deres vanddunke.
Badolato di Mare er en nyere bydel og det er i dette område, at Villa Collina ligger.